Landstingslov nr. 10 af 11. november 2000 om ændring af landstingslov om indførselsafgifter.

 

§ 1

I landstingslov nr. 19 af 30. oktober 1992 om indførselsafgifter, som ændret senest ved landstingslov nr. 5 af 6. oktober 1999, foretages følgende ændringer:

 

I § 1, stk. 1 indsættes som nyt nr. 26:
"Nr. 26.
a) For personbiler, der udelukkende skal anvendes til hyrevognskørsel, forfalder alene 50 pct. af den efter nr. 21, litra a beregnede afgift ved køretøjets indførsel, når der samtidig gives Skattedirektoratet pant i hyrevognen med 1. prioritet for et beløb svarende til den forfaldne afgift. Ved hyrevogne forstås personbiler, som i henhold til en af kommunalbestyrelsen meddelt bevilling må anvendes til hyrevognskørsel, og som alene benyttes til erhvervsmæssig personbefordring efter den af kommunalbestyrelsen fastsatte takst for personbefordring samt lejlighedsvis kørsel med varer uden ledsager, men efter taksten for personbefordring. Det er yderligere en betingelse, at den omhandlede hyrevogn er forsynet med et kontrolapparat, der skal kunne registrere, om der har været passagerer i hyrevognen under kørsel, og som skal fungere overensstemmende med taxametrets tælleværk for besatte kilometre.
b) Den efter litra a berostillede afgift bortfalder dog når hyrevognen har kørt kontinuerligt i mindst 5 år og mindst 175.000 km som hyrevogn, eller har kørt mindst 250.000 km som hyrevogn.
c) Den efter litra a berostillede afgift nedsættes med 75 pct., når hyrevognen har kørt kontinuerligt i mindst 3 år og mindst 115.000 km som hyrevogn.
d) Den efter litra a berostillede afgift nedsættes med 90 pct., når hyrevognen har kørt kontinuerligt i mindst 4 år og mindst 140.000 km som hyrevogn.
e) Den berostillede afgift efter litra a, b, c og d forfalder til betaling, når betingelserne for afgiftshenstanden ikke længere er tilstede. Beløbet forrentes med 2 pct. pr. måned fra dette tidspunkt indtil betaling sker.
f) Uanset bestemmelserne i litra a, b, c og d skal der betales fuld afgift beregnet efter nr. 21, litra a, såfremt det i litra a nævnte kontrolapparat fjernes eller undlades repareret. Det påhviler ejeren af hyrevognen straks at indbetale afgiftsbeløbet. Beløbet forrentes på samme måde som nævnt i litra e.
g) Landsstyret kan dispensere fra kravet i litra a, om at hyrevognen skal være forsynet med et kontrolapparat, herunder fastsætte særlige betingelser, såfremt særlige lokale forhold måtte tilsige det.
h) Landsstyret kan fastsætte særlige kontrolregler, herunder regler for kontrolapparatet og dets installering, som betingelse for afgiftsnedsættelsen."

 

§ 2

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2001.




Grønlands Hjemmestyre, den 11. november 2000.




Jonathan Motzfeldt

/

Josef Motzfeldt


Bemærkninger til forslag

Betænkning (2. behandling)